I tidlig forår 1946 overtog Esbjerg Motor Sport et areal ved Korskro 12 km. øst for Esbjerg til en motorcykelbane, som blev bygget ved frivillig arbejdskraft af klubbens medlemmer.
Søndag den 7. juli 1946 så mere end 6.000 mennesker Esbjergs borgmester åbne Korskrobanen. Løbene var kun for motorcykler, og kørerne var kommet langvejs fra. Alle var de enige om, at banen var Danmarks bedste.
I slutningen af 1940’erne blev der også lagt billøb ind. Det vigtigste var dog stadig motorcykelløbene.
Aktiviteterne på banen belastede klubbens økonomi og i 1953 var der underskud, der ikke blev bedre af myndighedskrav om nye sikkerhedsforanstaltninger for publikum. Speedwayløbene blev derfor flyttet til cindersbanen på Esbjerg Atletik Stadion.
I 1955 blev banen udvidet. Også denne gang med frivillig arbejdskraft. Desuden fik en ny bestyrelse hold på økonomien.
Op gennem 1960’erne gik det forrygende med titusinder af tilskuere til hvert eneste løb. Underskuddet blev ændret til et solidt plus, som gav overvejelser om det eksisterende anlæg.
I begyndelsen af 1970’erne var det tid for fornyelse. Banens mål passede ikke til officielle løb. Økonomien dalede, da tilskuertallet faldt, og det blev dyrere at engagere stjernekørere.
Den gamle bane blev nedlagt i 1976, og arbejdet med at bygge det største motorstadion i Nordeuropa, der kunne bruges til internationale arrangementer, gik i gang med frivillig arbejdskraft.
Den 1. maj 1977 åbnedes den nye bane kaldet Esbjerg Motor Centrum. Den fik med to speedwaybaner, en 1.000 m. bane og en knallertbane hurtigt prædikatet »Nordeuropas bedste bane«

Indvielsen af den ombyggede Korskro motorbane i 1977
Internationalt kom reaktionen allerede i 1979, da banen fik tildelt en VM semifinale, der blev kørt d. 19. august i et stort anlagt stævne

Programmet fra d. 19. august. Bemærk det store elegante dommertårn,
der næsten svævede over tilskuerpladserne
Resultater:
1. Ole Olsen, Danmark 19 point.
2. Egon Müller, V. Tyskland 19 point.
3. Jiri Stancl, CSSR 16 point.
4. Kristian Præstbro, Danmark 15 point.
5. Zdenek Kurdna, CSSR 14 point.
6. Alf Busk Danmark 13 point.

Et højdepunkt i banens historie var VM finalen i 1982. Ligeledes blev det et højdepunkt for Esbjerge Motor Sport, som med over 20.000 tilskuere fik succes med arrangementet. Til gengæld blev det stik modsat for de danske deltagere med Ole Olsens 7. plads som bedste resultat.
Resultater:
1. Karl Maier, V. Tyskland. 24 point.
2. Alois Wiesböck, V. Tyskland 22 point.
3. Egon Müller, V. Tyskland 21 point.
4. Peter Collins, England 15 point.
5.G. Gilgenreiner, V. Tyskland 15 point.
6. Ivan Mauger, NZ 14 point.
Udover at have gjort sig bemærket på alverdens baner, har Esbjergs kørere altid været eftertragtede personer i andre klubber. Og det er blevet til mange og gode kørere, som gennem tiden har sat deres “barnsben” i EMS. Aksel Jepsen, Kristian Præstbo, Bent N. Jensen, Kent Noer, Lars B Hansen, Claus Jakobsen, Jesper B. Jensen, Rune Holta og Henrik Kristensen og ikke mindst Erik Gundersen, som kørte på banen som 15-årig og fik en karriere, der inden det ulykkelige stop i 1989 indbragte 17 verdensmesterskaber, hvad der gjorde ham til det absolut største navn i EMS.

I 1985 blev Verdensmesterskabet på langbane kørt på Korskrobanen med britiske Simon Wigg som vinder. Eneste dansker der kørte i finalen var Finn Rune Jensen, som blev nr. 12.
Forud for stævnet var der DMU’s sportsudvalg kommet i strid modvind i store dele af pressen med udtagelsen af Finn Rune Jensen som dansk deltager i finalen. Opinionen var nærmest delt i 3 lejre. En hel, og måske flertallet mente at Hans Nielsen burde have været udtaget. Andre mente hovedrystende at sportsudvalget simpeltehn agerede uprofessionelt og utroværdigt, og atter andre reagerede ved simpelthen ikke at komme til løbet.
Således blev arrangørklubben offer ved et skuffende lavt tilskuertal og Finn Rune uforskyldt offer ved det store pres. der udefra blev lagt på ham, og gjorde det svært for ham at koncentrere sig om den svære opgave det er at deltage i en VM finale.
Resultater:
1. Simon Wigg, GB 22 point.
2. Jiri Stancl, CZ 19 point.
3. Peter Collins, GB 18 point.
4. Shawn Moran, GB 17 point.
5. Egon Müller, D. 17 point.
6. Bobby Schwartz USA 15 point.
En ny og meget moderne bane til 80cc speedway blev indviet i maj 1986. På grund af dens kvaliteter for kørerne såvel som for publikum og officials fik bane hurtigt kælenavnet ”Lille Wembley”. Senere tilkom yderligere en mindre bane, beregnet til Microspeedway.

På satellitbilledet fra 2008 ses omridset af den nedlagte 1000 m. bane, som delvis indgår i en autocross bane. Speedwaybanen ligger stadig på sin plads, nu omgivet af meget høje støjvolde, og med lidt god vilje kan omridset af den gamle knallertbane anes i højre side. Nord for tilkørselsvejen ses fra venstre Microbanen, 8o cc banen og sporene på moto cross banen.
Udviklingen af banen er ikke stoppet der. Speedwaybanen er blevet vendt 180 grader og et højt dommertårn er bygget på den vestlige side. Lysanlæg er kommet til, og allersenest er sikkerheden for kørerne stærkt forbedret med
de såkaldte airfence i svingene



Ovenstående billedserie er fra DM finalen 2011. (Foto: Speedwaylife)
Såfremt du måtte være i besiddelse af informationer, historier eller billedmateriale
og andet om denne bane, som du venligst vil stille til rådighed for dette websted,
vær da venlig at gøre dette på kontaktsiden eller på e-mail adressen: sk@speedwaylife.com
På Forhånd mange tak.
