Ibsker

IBSKER

Græsbaneløb ved Brændesgaardshaven

Brændegaardshaven er en restaurant beliggende i Ibsker (Ibs kirke), en lille landsby ca. 1,5 km. vest for Svaneke i Bornholms nordøstlige hjørne.

Den 16. August 1939 kunne der i Bornholms Tidende læses, at Bornholms Motor Sport ville afholde et græsbaneløb på en stubmark på Brændesgaardens grund i Ibsker.
Bestyrelsen havde været i Kolberg og havde ført forhandlinger med derværende motorsportsfolk om en tysk deltagelse i det bornholmske græsbaneløb.
Tiden var imidlertid for kort til at få det arrangeret, men det ville være muligt året efter.

Set i lyset af den efterfølgende tids begivenheder, er det sandsynligt at tyskerne havde andet at tænke på end et græsbaneløb på Bornholm.

Arrangørernes travlhed illustreres af en annonce indrykket i Bornholms Tidende d. 25. August.
Her søgte man efter interesserede motorcyklister.

Søndag d. 3. september kl. 16 var der samlet ca. 1000 tilskuere, der blev budt velkommen fra højttalervognen fra Rønne Bio.

Referat fra Bornholms Tidende d, 4/9 1939,  redigeret og beskåret af Søren Kjær.

Det første løb kørtes på 250 cc. maskiner. Der skulle køres 6 omgange á 600 meter. Orla Johansen vandt i tiden 4,08,1, stærkt presset af Ole Holm i 4,11, Andet løb var for 500 cc. maskiner over 4 omgange. Poul Larsen lagde sig straks i spidsen og førte stort i 3 omgange, da Børge Andersens maskine pludselig vågnede op til dåd og i rasende fart indhentede den førende Larsen, som dog havde fordelen af inderbanen i sidste sving og vandt med 1 sekund foran Andersen. Løbets tredje deltager udgik efter 1 omgang med maskinskade.
Tredje løb var for begyndere op til 750 cc. Det var ikke særlig spændende. Ole Holm kørte med udenfor konkurrence og begejstrede publikum med sin morsomme optræden. Konrad Pedersen vandt i 2,50,0.
Fjerde og femte løb gik begge over 6 omgange. Spændingen blev væk, da vinderne førte fra start til mål. Sv. Aa. Andersen vandt fjerde løb i dagens hurtigste tid 3,13,0 min. Ole Holm vandt femte løb, favoritten Poul Hansen fik en mindre maskinskade og dermed gik glansen af det løb.

I pausen mens der blev udregnet handicap blev der spillet musik fra højttalervognen, hvorfra man i øvrigt også fik løbsresultaterne serveret på en til tider lidt for fyldig måde.

Første handicapløb fik et dramatisk forløb. På anden omgang lå tre kørere side om side i et sving. Konrad Petersen, som lå sidst i gruppen, ville overhale dem, men fik for meget fart på. Cyklen skred ud og kurede langt hen ad græsset. Poul Larsen forsøgte at køre udenom, men cyklen rejste sig, og de to cykler tørnede sammen i en vældig sky af støv og røg. Pludselig kom Larsen flyvende ud af skyen og landede 20 meter væk.   Løbet blev stoppet og bortset fra et par hudafskrabninger på Petersens ene ben, var ingen kommet til skade. Men begge motorcykler var ødelagt.
Andet handicapløb blev vundet af Robert Elmkjær i tiden 3,45,5, og det tredje blev vundet af Poul Møller i tiden 3,19,0.

Efter løbet var der fest og præmieuddeling i Brændesgaardshaven.

Dette løb var det sidste baneløb, der blev kørt i Danmark før 2. Verdenskrig satte en stopper for al motorsport.

Brændesgaardshaven er i nutiden kendt som hotel og restaurant med en stor forlystelsespark. (Wikipedia)

 

Såfremt du måtte være i besiddelse af informationer, historier eller billedmateriale og andet om denne bane, som du venligst vil stille til rådighed for dette websted, vær da venlig at gøre dette på kontaktsiden eller på e-mail adressen: sk@speedwaylife.com
På Forhånd mange tak.