Fra 1930 t.o.m. 1951 kørtes om De Danske Jordbanemesterskaber i flere forskellige klasser, såsom Special 500 cc, standard 500 cc, 350 cc, flere letvægtsklasser som 200 cc eller 175 cc, samt forskellige sidevognsklasser, alt i store blandede stævner, der kunne strække sig over en hel dag fra formiddag til aften.
Der kunne således være op mod 80 – 90 deltagere i samme stævne, og nogle kørere kunne endda deltage i flere klasser på samme dag.
Ofte var klasseinddelingen også ændret fra det ene år til det andet.
I denne oversigt er for overskuelighedens skyld kun medtaget mestrene den højest rangerende klasse, ofte kaldet ekspertklassen eller Special 500 cc solo.
De øvrige klassers mestre kan ses under “De glemte mestre”.
Banelængde var fra ca. 1200 m. til ca. 650 m. med Amager Travbane og Frederiksund som de længste og Fangel som den korteste bane, og almindeligvis over 5 omgange pr. heat.
Et særligt kapitel udgjordes af de mesterskaber, der i nogle få år frem fra ca. 1929 frem blev vundet af kørere på de opdukkende Dirt Track baner på bl. a. Roskildevej, Karrebæksminde, Vejle og Århus. Disse baner var kommercielle selskaber, hvor kørerne var ansatte, og nogle af dem var ikke licenseret af Danmarks Motor Union, men havde i stedet for licens fra Greyhound Racing A/S, som organiserede løbene, på Roskildevejen og i Hamborg.
Derfor var disse køreres mesterskaber ikke anerkendt af DMU.
I 1931 nævnes bl.a. Svend Aage Engstrøm som Dansk Dirt Track mester.
Den internationale union FIM vedtog i 1930, at dirt track kørerne skulle have licens fra deres nationale union. Det medførte nogle svære forhandlinger mellem DMU og Greyhound Racing samt nogle tvistigheder mellem ”Københavns Dirt-Track Klub”, som repræsenterede en stor del af kørerne, men ikke alle, og Greyhound Racing.
Fra 1931 var man enige om en fælles kørerlicens udstedt af DMU.
År |
Bane |
Guld |
Sølv |
Bronze |
1930 | Amager Travbane | Aage Wagner | ||
1931 | Ikke kørt | |||
1932 | Amager Travbane | Aage Wagner | Svend Aage Sørensen | Chr. Jørgensen |
1933 | Korsør | Svend Aage Sørensen | Sejer Dybro | Poul Kalør |
1934 | Korsør | Svend Aage Sørensen | Bent Jensen | Poul Kalør |
1935 | Amager Travbane | Svend Aage Engstrøm | Bøgh Mathiesen | Jens Jensen |
1936 | Amager Travbane | Svend Aage Engstrøm | Hans Hansen | Svend Aage Sørensen |
1937 | Frederikssund | Baltzer Hansen | Sigurd Nielsen | Børje Haag |
1938 | Amager Travbane | Baltzer Hansen | Anders Pedersen | Sigurd Nielsen |
1947 | Fangel | Irving Irvinger | Niels Erik Nielsen | Svend Aage Rasmussen |
1948 | Charlottenlund | Bent Jensen | Aage Andersen | Peter Andersen |
1949 | Hobro | Orla Knudsen | Aage Andersen | Bent Jensen |
1950 | Fangel | Svend Nissen | Lindegaard Petersen | Jørgen Nielsen |
1951 | Aarhus Travbane | Kiehn Berthelsen | Morian Hansen | Orla Knudsen |
Fra 1939 t.o.m. 1946 blev der ikke kørt om Danmarksmesterskaber på grund af 2. Verdenskrig og situationen lige efter.