“Farris” Pokalen

I 1924 skænkede ”Farris Selskabet” en ca. 50 cm. høj vandrepokal udført i drevet sølv til foreningen
”Motorsport”. Den skulle tilfalde den kører i den mellemste motorcykelklasse*) til ejendom, som på den store motorbane i Glostrup vest for København kunne vinde den ialt tre gange.

*) Mellemste motorcykelklasse svarede til det, der senere blev kaldt Standard 500 cc.

Banen i Glostrup var på sin tid et kæmpestort prestigeprojekt, og helt klart skulle der også være international prestige i at vinde dette store og meget kostbare stykke sølvtøj. Derfor skulle det være svært at vinde den, og løbsstrækningen blev sat til 20 km., svarende til 12 omgange på den 1666 meter lange bane.

Den første vinder af pokalen blev den danske kører Georg Hansen, og han gentog sin bedrift i 1925

glo28Georg Hansen i 1924.

Året efter gik det galt for Glostrupbanen, der ikke økonomisk var i stand til at afholde løb i 1926 og 1927.
Der blev fremskaffet lidt penge, så løbet kunne afholdes i 1928. Datidens berømteste svenske kører Gunnar Kalén vandt en aktie i pokalen i et kedeligt løb med kun syv deltagere.
Det ringe antal skal dog ikke forklejne hans præstation, for han kørte de 20 km. med en gennemsnitsfart på 104 km./t.

montage Farris                    Gunnar Kalén                                    Paul Sande                                Ivar Skeppsted                                     

Derefter lukkede Glostrupbanen og foreningen ”Motorsport” blev opløst. Pokalen overgik til ”Sports Motor Klubben”, som efter nogen forhandling fik løbet indplaceret på Amager travbane

d. 22. september 1929. Løbsdistancen i finalen var stadig 20 km, svarende til 16 omgange á 1250 meter, og der var flere andre klasser over 5 omgange ved siden af finalen. Alt sammen var det noget, der styrkede publikums interesse for løbene.
Gunnar Kaléns ven og værste konkurrent, svenskeren Ivar Skeppsted, ”Skepparn” sikrede sig sin første aktie i pokalen.

Den norske kører Paul Sande nævnes som vinder af pokalen I 1930. .
Der sås også et skridt væk fra standard motorcyklerne, idet de metanoldrevne motorer fra J.A.P vandt indpas, blandt andet på motorcykler som British Excelsior og Suecia
.
Derefter vandt Svend Aage Engstrøm i 1931, og i 1932 gik sejren til Aage Wagner.

Wagner Farris 1932Aage Wagner med pokalen i 1932

Amager Travbane var ikke til rådighed for Farrisløbet i 1933, og Sports Motor Klubben besluttede derfor, efter forgæves at have søgt tilladelse til at benytte Charlottenlund Travbane, at henlægge løbet til dirt track banen på det nye motorsportsanlæg ved Ganløse.
Den forsvarende indehaver af pokalen, Aage Wagner indgav skriftlig protest imod beslutningen, da han mente, at den noget primitive dirt track bane ikke kunne være et værdigt sted for det prestigefyldte løb.
Han deponerede pokalen, indtil protesten kunne blive behandlet, hvilket ikke kunne ske, før løbet skulle afholdes.
Han udviste dog fin sportsånd ved at tilmelde sig løbet i Ganløse.

picture Engstrøm i Ganløse

Svend Aage Engstrøm med Farris pokalen i 1931 (tv) og i 1933 med Ganløse pokalen.
Ligheden mellem de to pokaler er tydelig, kun lidt forskel i ornamenteringen.

Sports Motor Klubben handlede hurtigt og sikrede sig en ”søsterpokal” til Farris Pokalen, faktisk en kopi af denne, som selvfølgelig blev kaldt ”Ganløsepokalen”. Svend Aage Engstrøm vandt den, mens Farrispokalen måtte hvile til året efter. Wagner var uheldig i løbet og udgik tidligt efter et styrt.

Så kom løbet tilbage på Amager Travbane i 1934 og 1935, hvor Ivar Skeppsted vandt begge gange og
sikrede sig pokalen til ejendom.