Roskilde Ring

Kilder:
Wikipedia, filmen om Roskilde Ring og personlig erindring.

Ros_Ring_frit

 

images (2)

Åbningsdagens program

En motorsportsbane anlagt på en lejet grund i en gammel grusgrav i Roskilde, nær byens centrum og jernbanestation. Banen blev åbnet som jordbane på grundlovsdag, den 5. juni 1955. Ca. 35.000 tilskuere kom gennem tælleapparaterne på en strålende solskinsdag.

imagesYXZF4TLA

Roskilde Ring placeret i Cirklen på bykortet

Kort tid efter blev banen asfalteret og blev i 1957 udvidet til en længde på 1400 m. og med både højre- og venstresving. Fra de høje skråninger, der omgav banen, kunne publikum se hver eneste meter og havde samtidig udsigt til alle aktiviteterne i ryttergården. Pkt.3 på oversigtskortet.

images (1)

Roskilde Ring efter udvidelsen i 1957

Der blev kørt store internationale løb på ringen, og i 1961 og 1962 blev der i to tilfælde kørt løb i den prestigefyldte formel 1 klasse med stjerner som Stirling Moss og Jack Brabham.

I perioden fra 1955 til 1968 blev der i alt afholdt 85 arrangementer på banen, og der blev i alt afholdt 571 forskellige løb. Langt de fleste løb var for biler inden for forskellige klasse, fra formel 1 til standardvogne og midgetracere, men der blev også kørt løb for såvel solomotorcykler som for motorcykler med sidevogn. Derudover blev der afholdt motocrossløb, hvor bakker og skråninger omkring banen blev taget i anvendelse. Også de netop opstartede gokarts fandt vej til banen, hvortil kommer fire cykelløb og et enkelt løb for traktorer.

Ved flere lejligheder var der showprægede indslag i løbene. F. eks. Da et benzinfirma havde en salgskampagne under devisen ”Kom en Tiger i tanken” havde udstyret et antal kvindelige skønheder med en dristig forklædning i tigerstribede badedragter. Ved en anden lejlighed optrådte skuespilleren Dirch Passer som en lettere forvirret trafikant, der forårsagede kaos ved at køre i modsat retning af et felt af racerbiler, der med stor dygtighed til publikums jubel alle formåede at undvige ham.

Roskilde by var i en stærk udviklingsperiode, hvor flere boligkarreer skød op ved Søndre Ringvej, og efterhånden kom der flere og flere klager, dels over støjen fra banen, dels over parkeringskaosset.
I 1968 måtte banen lukke. Anlægget blev ryddet og området omdannet til en bypark.

images (3)Roskilde bypark

Såfremt du måtte være i besiddelse af informationer, historier eller billedmateriale
og andet om denne bane, som du venligst vil stille til rådighed for dette websted,
vær da venlig at gøre dette på kontaktsiden eller på e-mail adressen: 
sk@speedwaylife.com
På Forhånd mange tak.