Kolding Brændkjærgaard

Dirt track

(Kilde: ”Dirt Track i Kolding” af Knud Degnbol)

Dirttrack banen ved Brændkjærgaard i Kolding åbnedes 19.juni 1932 af Koldings borgmester.
Den lå syd for Agtrupvej mellem Fr. d. 7. vej og Brændkjærgade ud mod Sdr. Ringvej, som ikke fandtes den gang,

Krydset på kortet nedenfor viser den omtrentlige beliggenhed. Selve gården blev nedrevet i 1958 og hele området er nu bebygget.

Brændkjærgaard

Banen blev anlagt af og var ejet af proprietæren på Brændkjærgaard, Ingvard Hansen – en handlingens mand, der havde sat 15 mand til at arbejde med at bygge banen og også påtog sig hvervet som formand for Dirt track klubben. (Kolding Motor Klub var ikke fra begyndelsen involveret i banen)

En del af byggematerialerne blev købt brugt af Roskildevejens Dirt Track bane ved København, som i en periode fra 1932 til 1933 ikke var aktiv.
Banen var 400 meter lang og belagt med slagger. Den havde 1500 siddepladser ved åbningen, som tiltrak ca. 6-7000 tilskuere.
Ved åbningen var der mødt repræsentanter for dirt track banerne i Vejle, Aarhus og Odense, samt fra Jysk Motor Union og Danmarks Motor Union.

åbning 1932Billede fra åbningen i 1932

 Mange af Danmarks bedste kørere, bl. a. Morian Hansen og K. Hansen (Bugatti Kaj) samt de lokale kørere Tranbjerg, Bojsen og Høgh, desuden den populære tysker fra Hamborg Alfred Rumrich var trækplastre på banen, og trak mange tilskuere.

Åbningsstævnet indledtes med to banerekordforsøg, hvor Einar Knudsen fra København opnåede tiden 1,35,4 i specialklassen, mens Gunnar Jensen fra Aarhus i standardklassen kørte sin Triumph i 1,38,3.
I en Dansk – Tysk match kørte K. Hansen i første afdeling af matchen imidlertid i den fornemme tid af 1,28,1. Samtlige 3 fuldførende kørere i den afdeling kom under den officielle banerekord.
Tyske Alfred Rumrich havde en rigtig dårlig dag med styrt i de to første afdelinger og maskinskade i den tredje. Således blev resultatet: Danmark 10 points, Tyskland 4.

Ved et løb d. 23 juni samme år tog Rumrich imidlertid revanche ved at vinde et crackrace (flyvende start) over 3 afdelinger med 8 point foran Morian Hansen med 6 point og K. Hansen med 4 point.

Alfred Rumrich

Den tyske mester Alfred Rumrich var en populær
gæst på de jyske baner i trediverne.

Great dane MorianOgså Henning “Morian” Hansen kunne trække
tilskuere i tusindvis til banen

Banerekorder:
19/6 1932 Ejnar Knudsen,      København,  1,35,4 min. Officiel rekord.
19/6 1932 Kaj Hansen,            København, 1,28,1 min. Uofficiel rekord
23/6 1932 Alfred Rumrich,     Hamborg      1,28,4 min. Officiel rekord.
10/7 1932 Alfred Rumrich,     Hamborg,     1,27,0 min. Officiel rekord.
14/8 1932 Morian Hansen,    København,  1,26,6 min. Officiel rekord.
28/8 1932 Sv. Aa. Engstrøm,  København,  1,23,2 min. Officiel rekord indtil banens lukning
21/5 1933Max Grosskreutz,   Australien,    1,20,0 min. Ikke godkendt rekord pga. tvivlsom tidtagning.

Kolding 1933Juni 1933. Program for et internationalt stævne i Kolding

Indimellem blev der også kørt automobilløb og redet galopløb på banen. Det var jo ikke for ingenting, at banejeren Ingvard Hansen drev handel med heste.

I 1933 indførte regeringen en forlystelsesskat på 40 procent af entreindtægten, og i marts 1934 kom fastslog Vestre Landsret, der slog fast at Dirt track ikke var sportsopvisning og at der skulle betales forlystelsesafgift, ikke kun fra denne bane, men fra alle danske motorbaner. At afgiften senere blev forøget til 60 % gjorde kun livet endnu sværere og medførte mange andre baners lukning.

Det sidste løb på Brændkjærgaard banen blev kørt 13. maj 1934.

Såfremt du måtte være i besiddelse af informationer, historier eller billedmateriale og andet
om denne bane, som du venligst vil stille til rådighed for dette websted, 
vær da venlig at
gøre dette på kontaktsiden eller på e-mail adressen: sk@speedwaylife.com
På Forhånd mange tak.