Elektrol Pokalen

Der var mere end en pokal med navnet ”Elektrol Pokalen”. De første løb herom var imidlertid kørt som kombinerede orienterings- og præcisionsløb kørt på skandinaviske landeveje, (hvad man nu om dage ville kalde rally).

I 1930 gik løbet fra København til Stockholm og retur. I 1931 gik det i Påsken fra København gennem Midtsverige til Oslo og via Gøteborg – Frederikshavn gennem Jylland og Fyn tilbage til København.
På grund af en dødsulykke i Sverige blev løbets resultat annulleret. En mindre udgave af løbet blev gennemført i efteråret 1931.

 1936 – 1939

Da vi på dette sted har valgt at koncentrere os om løbene på speedway/ langbane vil vi herunder beskæftige os med den løbsserie, som kørtes der i årene 1936 til 1958.

Elektrol pokalen var en fornem og meget prestigefyldt vandrepokal udført i sølv, udsat i 1936 af Alfred Olsen & co. i København for olieselskabet Elektrol oil (Gulf oil). En kører skulle vinde den 3 gange for at få den til ejendom.
Hvert års vinder fik et lille sølvkrus til erindring.

1936 & 1937

De to første løb om pokalen blev  kørt på Amager Travbane, og begge gange vundet af den svenske stjerne Torsten Sjøberg.

       Sjøberg
Torsten Sjöberg

Amager Travbane var ikke til rådighed for løbet i 1938, og derfor blev løbet henlagt til den lukningstruede bane i Frederikssund, hvor Sv. Aa. Engstrøm sikrede sig sin første aktie i den

Frederikssund 1938 Elektrolpokalen

Engstrøm i 1938

1. september 1939 brød 2. Verdenskrig ud, og satte en stopper for motorsporten frem til 1946. Efter krigen var banen i Frederikssund lukket.
I stedet for blev der kørt om pokalen på Charlottenlund traverbane.

1949 – 1953

Løbsserien om Elektrol Pokalen kom i gang igen.I mellemtiden havde man sørgeligt måttet konstatere, at Torsten Sjøberg havde mistet livet under et svensk militært motorløb under krigen.
Ved dette første løb sikrede Sv. Aa. Engstrøm sin anden aktie, og overtog dermed den favoritværdighed, der var ledig efter Torsten Sjøberg. Men så let skulle det ikke gå.

Svenskeren Göte Brester var den stærkeste i 1950, og i 1951 og 1952 brillerede henholdsvis Kiehn Berthelsen og Orla Knudsen fra Danmark. Den sidste efter en medrivende side om side kamp med netop Kiehn Berthelsen i alle finalens omgange og en halv cykellængdes forspring på målstregen

 

Orla Knudsen 2

Orla Knudsen i 1952 med både Elektrol Pokalen og erindringsbægeret.

Göte Brester kom tilbage i 1953 og sikrede sig sin anden aktie i pokalen. Så var både han og Engstrøm favoritter til den endelige sejr.

1954

Elektrolløbet var imødeset med stor spænding, idet Brester og Engstrøm stillede op mod hinanden, og således begge kunne vinde den til ejendom. Det gik dog ikke sådan.
Göte Brester måtte udgå, da en ventil i motoren knækkede. Engstrøm havde flere tekniske problemer og nåede kun til mellemheatet.
Danske Irving Irvinger var dagens og banens hurtigste, men i finaleheatet fik han tændingsfejl, og derfor smuttede den lille Leif Bech forbi og vandt.

1955

Trods tidligere udtalelser om at ville stoppe, stillede Engstrøm op igen, og det samme gjorde Göte Brester for at forsvare muligheden for at vinde pokalen. Engstrøm udgik tidligt med maskinskade, medens Brester nåede frem til en 3. plads i finalen.
Kiehn Berthelsen, der få dage før var vendt hjem fra et stort løb i Amsterdam og havde brugt de seneste nætter på at klargøre sin maskine, fik trods søvnmangel og træthed belønning herfor ved at sejre i finalen foran svenskeren Göran Norlén, og undervejs slå Irvingers banerekord fra 1954.

1956

Kiehn Berthelsen var storfavorit. Dels kørte han på en helt ny ESO maskine, der viste sig at være stævnets suverænt hurtigste, dels havde han med sejren året før allerede to aktier i pokalen.
Men til Elektrol Pokalen klæbede en forbandelse. Oplagte favoritter vandt aldrig, og den blev ikke brudt denne gang.
Berthelsen kom bedst fra start og var lynhurtigt gennem første sving, da motoren satte ud.
Den gik ikke i stå, men nogle sekunders manipuleren med gashåndtaget, før den igen tog fat, var nok til at både Arne Pander, Jeppe Ussing, Kaj Larsen og Svend Nissen var smuttet forbi ham.
Arne Panders sejr sættes i relief af, at han kørte på sin almindelige speedwaycykel mod de andres særlige langbanecykler.

1957

Der var fra publikums side nogle mishagsytringer over Arne Panders start i finaleheatet. Mange mente, at han tyvstartede, men der blev ikke dømt omstart. Starten fik heller ikke den store betydning, da han blev passeret af flere konkurrenter, inden han var igennem det første sving.
Så tog han fat på at indhente dem en for en, og nogle af dem fik maskinskader i den hårde jagt.
På målstregen var der ingen tvivl om Panders sejr.
Så kunne man mene, at det var kedeligt at vinde på andres uheld, men det hører nu engang med til at vinde, at man skal nå først i mål, skal man først nå i mål.

1958

Den sympatiske svenske kører Göte Brester var tilsyneladende utrættelig i sine forsøg på at vinde den eftertragtede pokal til ejendom.
Denne gang var det dog ikke de ellers så hyppige og frygtede maskinskader, der stod i vejen for succes, tværtimod. materiellet fungerede perfekt.
Men den uoverstigelige hindring hed Arne Pander.
De to ryttere tog straks føring fra start, og Pander øgede til ca. 20 meter foran Brester. På 2. omgang begyndte luften at sive ud af Panders bagring, Men han kæmpede videre og håbede, at ringen kunne holde til mål.
Publikum opdagede på sidste omgang, at cyklen begyndte at slingre på den flade ring. Pander holdt sig knebent forrest til målstregen, og 50 m. efter denne stod cyklen på fælgen.
Forbandelsen var der stadig, men blev brudt af Arne Pander.

Elektrol pokalen blev overrakt til ejendom af Gulf Oils direktør Mr. Christie.
Fru Pander gav gemalen et lækkert sejrskys midt i hans olieindsmurte, svedige og støvede ansigt og kørte siddende på bagskærmen med på æresrunden.

Dermed var Elektrol Pokalens æra, der med over 30.00 tilskuere hvert år i Charlottenlund havde været en kæmpe succes, forbi.

Arne%20Pander1
Arne Pander, endelig vinder af Elektrol Pokalen

 

Elektrol pokalen i sammendrag:

17. maj       1936:                           Amager Travbane                                Torsten Sjöberg, Sverige.
30. maj       1937:                           Amager Travbane                                Torsten Sjöberg, Sverige.
28. August 1938:                           Frederikssund                                      Svend Aage Engstrøm.
14. August 1949:                           Charlottenlund                                     Svend Aage Engstrøm.
13. August 1950:                           Charlottenlund                                     Göte Brester, Sverige.                        5. August   1951:                          Charlottenlund                                     Kiehn Berthelsen.
3. August   1952:                           Charlottenlund                                     Orla Knudsen.
9. August   1953:                          Charlottenlund                                     Göte Brester, Sverige.                        8. August  1954:                           Charlottenlund                                     Leif Bech.
14. August 1955:                           Charlottenlund                                     Kiehn Berthelsen.
12. August 1956:                           Charlottenlund                                     Arne Pander.
11. August 1957:                           Charlottenlund                                     Arne Pander.
10. August 1958:                           Charlottenlund                                     Arne Pander.