Immanuel Stuhr

Et ”Stuhrt” nummer.

(Kilde: Frank Larsen, Ålborg, Wikipedia)

I året 1906 var motorcykler ikke hvermand eje.
For det første var det nogle larmende og upålidelige maskiner, der krævede god mekanisk snilde af ejeren for overhovedet kunne startes og køres.
For det andet var langt den største del af Danmarks veje nogle elendige grus- og skærveveje, der nok kunne give en motorcyklist nogle rysteture, som både tærede på kroppen og på maskineriet, og ikke mindst på dækkene, som ustandselig punkterede eller blev skåret i stykker af landevejenes skarpe sten.

Trods alle disse besværligheder var der folk, der begav sig ud på længere og længere køreture for enten at demonstrere deres egen formåen eller deres motorcykels fortræffelighed.

En sådan mand var den ålborgensiske smedesvend Immanuel Stuhr, som i 1906 indgik et væddemål med redaktøren for Ålborg Stiftstidende, om at han på sin 4 hk. ADLER motorcykel med remtræk kunne køre hurtigere fra Frederikshavn til København end eksprestoget på samme strækning.

adler-motorcykel

Adler motorcykel fra 1906 med cykelpedaler,
remtræk og ingen affjedring.
Bremser var mere en erkendelse af
problemet end en løsning.

 Han måtte jo være syg i hovedet, – mente mange.

Men ikke desto mindre. Den 28. maj om morgenen 1906 startede eksprestoget og den gode smed samtidigt fra Frederikshavn mod København.

Sponsorater var sikkert ukendte på den tid, men Stuhr havde fået et reklamearmbind, som han skulle bære på turen. Men det gled hele tiden ned til hans store irritation.
Så da han nåede til Hjallerup standsede ham en cyklist og spurgte ham, om han havde en sikkerhedsnål.
Det havde manden, men den var han grumme ked af at skulle af med, fordi den holdt hans underbukser oppe.
Da Stuhr tilbød manden 50 øre og en stump sejlgarn i bytte, fik han alligevel nålen og kunne sætte armbindet fast.

Avisbillede af Stuhr med armbindet.

Han kom gratis over pontonbroen mellem Nørre Sundby og Ålborg og ræsede ned gennem Jylland, hvor larmen fra hans ADLER skræmte både heste, høns og kreaturer.

Ved Horsens sprang trækremmen, men som den erfarne smed han var, havde han taget både en hammer, remsamlere og en træklods med, så det problem kunne han hurtig løse.

Videre gik det mod Fredericia, hvor han samtidig med eksprestoget kom på færgen til Strib på Fyn.
I Odense kørte han forkert på grund af misforstået skiltning og mistede tid. Derfor måtte han, da han igen var kommet på rette vej, give ekstra gas for at nå færgen i Nyborg til Korsør samtidig med toget.

I Korsør begyndte ræset for alvor. Han lagde sig fladt hen over tanken, gav den håndbetjente oliepumpe et par ekstra stød, og for fuld gas gik det af sted  mod hovedstaden sammen med toget. Han nåede frem til Rådhuspladsen i København 24 minutter før toget kørte ind på Hovedbanegården.
En sikker sejr til Stuhr og Adleren.

I sandhed et ”Stuhrt” nummer.

 

Historien fortæller noget om en mand med vilje og gåpåmod, og det kom til udtryk i 1912, hvor han sammen med sin bror Peter Philip Stuhr udbyggede faderens værksted på Ålborg havn til et skibsværft under navnet Stuhrs Maskin- og Skibsbyggeri, der allerede året efter søsatte sit første skib. Det byggede 57 skibe, inden det i 1938 blev solgt til rederiet J. Lauritzen under navnet Aalborg Værft.