Ringsted

Jordbane

Juli 1931:

På dyrskue- og idrætspladsen i den midtsjællandske by Ringsted anlagdes i juli 1931 en interimistisk jordbane, der var ca. 400 m. lang. Selve datoen for åbningen er ukendt.
I forbindelse med dyrskuet i 1931 afholdt Midtsjællands Motor Sportsklub på skuets sidste dag , søndag d. 5. juli i samarbejde med Amatør Motor Klubben et opvisningsløb  på denne bane.

Den kendte københavnske dirt track rytter ”Sprouts” Olsen medvirkede ved at skaffe et felt på 12 danske kørere fra København til at deltage i stævnet, der bød på 16 heat af forskellig art

Dagen indledtes med rekordforsøg af Einer Hansen. Først over 1000 meter, som han kørte i tiden 1,03,6 minut.  Derpå kørte han en engelsk mile i tiden 1,48,3 minut.
Thorkild Clausen skulle også have kørt rekordforsøg, men han måtte i stedet for køres på sygehuset til observation for blindtarmsbetændelse.

Et handicap over 1 mile med fast start vandtes af Knud Hornung i tiden 1,57,6 foran Chr. Brünich.
1000 m. med flyvende start vandtes af Einar Lorentzen i 1,00,0
Crack race over 4 omgange blev med 6 point vundet af Einer Hansen foran Einar Lorentzen og Ingemann Rasmussen, hver med 2 point.
1 mile race med flyvende start gik i tiden 1,40,8 til Ingemann Rasmussen foran Einar Lorentzen og Einer Hansen.
Og til slut vandt William Petersen et 4 omganges handicap med fast start i tiden 1,37,2 foran Emil Hansen og Einer Hansen.

Der gik så 2år, før man igen hørte noget til banen.

10. September 1933:

Ringsted annonce

Efter et par års stilstand blev der igen forsøgt at få den gamle bane vækket til live. Et konsortium med blandt andre den Karrebæksminde kendte motorkører og  cigarrygende tandlæge Ferdinand Olsen fik efter forhandlinger med byrådet koncession på at måtte afvikle 3 løb på banen. En klub ved navn Grand Motor Klub skulle stå for arrangementet.
Mange kendte kørere, der sommeren igennem havde kørt på terrænbanen i Ganløse, greb chancen for at komme til at køre på flad bane.
Desværre var planlægningen af løbet forhastet og reklamen for løbet dårlig, så tilskuertallet blev ikke højere end ca. 700, hvad der ikke var nok til at forhindre et smerteligt underskud.
Der indtraf et par styrt, men ikke med større skader end et bøjet styr og et par flængede bukser.
Resultater:
1. løb:
1. Leif Hirsborg.
2. Oluf Jensen.
3. Tage Schmidt.

Trøstløb:
1. Ferdinand Olsen.
2. Arne Petersen.

Sidevogn:
1. Th. Bentzen.
2. Oluf Hansen.

Omnium 350 cc: 1. Tage Schmidt.
Omnium 500 cc: 1. Sofus Jensen.
Handicap:
1.Ferdinand Olsen.
2. Sofus Jensen.
3. Axel Jensen.

5. juli 1936:

Der blev annonceret med et græsbaneløb og en motorcykel rodeo på banen i Ringsted Lystanlæg. Men der er ikke siden fremkommet nogen omtale eller resultatliste. Formodentlig er dette afslutningen på banens eksistens.

Såfremt du måtte være i besiddelse af informationer, historier eller billedmateriale
og andet om denne bane, som du venligst vil stille til rådighed for dette websted,
vær da venlig at gøre dette på kontaktsiden eller på e-mail adressen: sk@speedwaylife.com 
På Forhånd mange tak.