Velkommen

Velkommen til Speedwaylife!

Det er med stor sorg, vi må meddele, at manden bag denne hjemmeside, Søren Kjær, gik bort i september 2018. Søren, der også var medlem af Danmarks Motor Unions Historisk Udvalg, var initiativtageren til oprettelsen af hjemmesiden Speedwaylife.com – og stort set ene om det store research-arbejde, der stod på gennem mere end 10 år.

Med Søren Kjærs bortgang har DMU mistet en betydningsfuld personlighed, som i en menneskealder var aktiv leder på både klub- og landsplan. En lang årrække som dommer og kommissionsmedlem har sat sig sine spor i dansk speedway. Som tegn på Sørens betydning for DMU, tildelte unionen ham i 2014 DMU’s Fortjensttegn i Sølv.
Sørens aktive og dybt engagerede indsats i Historisk Udvalg vil blive savnet dybt.

Det var aftalt med Søren, at Speedwaylife skulle overgå til DMU og Historisk Udvalg – en aftale, der nu er gennemført. Efter godt samarbejde med Sørens søn, Thomas Kjær, har HU nu overtaget hjemmesiden og kan byde velkommen til en stort set uændret fortsættelse. Som en del af aftalen om overdragelsen, vil Thomas fortsætte som Host- og WebMaster.
Du, kære besøgende på Speedwaylife, vil fortsat være velkommen til at skrive og gøre opmærksom på evt. fejl eller mangler eller fortælle interessante anekdoter om en bane. Din mail vil fremover gå til formanden for Historisk Udvalg, Uffe Lomholt Madsen.

Heldigvis nåede Søren at blive helt færdig, således at den eneste nødvendige vedligeholdelse nu vil være den årlige ajourføring af de danske mestre. Nye baner eller vigtige ændringer af eksisterende, vil også kunne betyde fremtidig ajourføring på hjemmesiden.

Da ingen andre vil kunne give en bedre redegørelse for Speedwaylife’s tilblivelse end Søren Kjær selv, vil vi bibeholde Sørens egen velkomst her.

Endnu en gang velkommen!
Danmarks Motor Union
Historisk Udvalg